Forside  ->  Klasser   ->   Tidligere årgange   ->   Årgang 1991   ->   De unge i Bagunçaço

De unge i Bagunçaço


Bagunçaço er i slumkvarteret Alagados, kendt for at være et sted, hvor unge kan holde til efter skole og spille musik danse og have det sjovt. Dette ry er velbegrundet. De har bl.a. et musikrum hvori der øver 14 bands på skift og det bedste band hedder "CIA Bagunçaço". Dette band består af ca. 20 børn i alderen 13 til 20 år, og alt hvad de kan har de lært sig selv. Når et band øver, spiller de, der venter på at øve, fodbold i gården.

Fodbold eller diskussioner

Vi spillede flere gange fodbold med brasilianerne, og selvom Brasilien er kendt for deres store fodboldtalenter, kunne vi sagtens hamle op med dem. De fleste af dem havde en meget god teknik, men vi var overraskende tæt på dem. Efter at have spillet fodbold med brasilianere kan man godt undre sig over at de er så dygtige, for langt den største del af tiden bliver brugt på heftige diskussioner om alt og intet.

Udstråling, energi og glæde

Hele dagen er der et utroligt liv i og omkring Bagunçaço, som vi blev en del af, de 8 dage vi var der. Selvom børnene er fattige og lever i en hverdag, der for os virker fuldstændig uoverskuelig, havde de en utrolig udstråling, energi og glæde. Den imødekommenhed og glæde vi blev mødt med hos Bagunçaço har gjort, at vi havde en oplevelse vi aldrig vil glemme. Lige fra vi ankom, blev der snakket, grinet og ikke mindst spillet kort, "vinte y uno" (21, altså Black Jack) spillede vi næsten hele tiden. I starten forstod vi næsten ingenting af hvad de sagde, så vi kommunikerede på en blanding af tegnsprog og kropssprog. Det fungerede godt, og vores portugisisk blev pludselig meget bedre. Drengene lærte alle fodbold-ord mens vi spillede, og pigerne lærte sange, med ord som kærlighed og elske.

Kærlighed

Det havde i starten været forbudt for børnene på Bagunçaço at kæreste med os, fordi de voksne ville undgå jalousi og derved slåskampe mellem drengene, men da lærerne på Bagunçaço endelig gav os lov til at være kærester, gik det totalt vildt for sig! ! ! Næsten alle brasilianerne fo'r rundt og spurgte, om vi ville være kærester med dem. Mange dannede par og kysseriet blomstrede overalt hvor man så hen, det medførte dog også et par knuste hjerter, da nogle af os havde kærester derhjemme. Det mindede lidt om en klassefest i 5. i Danmark.

Capoeira

Alle drengene og et par af pigerne på Bagunçaço, var vildt gode til Capoeira og øvede det hver dag. Capoeira er en brasiliansk kampsportsdans, hvori to personer danser som om de slås. Der markeres slag og spark, og de dygtigste kommer utrolig tæt på uden at ramme. Når så en af danserne har undveget et slag/spark, altså er blevet bange for den anden, eller troet at han ville ramme rigtigt, har han tabt og der findes en ny modstander til vinderen. Capoeira handler meget om at vise sig frem og at blære sig, men i Brasilien er det helt i orden at blære sig. Det gør det ekstra sjovt at være på stranden for der står altid nogen og blærer sig med deres muskler, med capoeira, med en fodbold eller hvad de nu er gode til. Der danses Capoeira over hele Brasilien, der findes tilmed flere former for Capoeira. I Lencois (hvor vi også var), danser de en form der hedder Angola, hvor man danser helt nede ved jorden og laver slangeagtige bevægelser, dette gør det faktisk lidt kedeligt at se på, når man har set hvordan de danser i Salvador, og altså også i Bagunçaço. Her er det vilde spring og spark, saltoer og kraftspring, denne form kaldes Regional. Når der danses Capoeira, spiller man på følgende instrumenter: En Berimbau, som er en flitsbue med en kalabas (frugt) på og en stål-snor som streng. Man slår med en pind på strengen, så den siger en fed metallisk lyd. En shaker, der er et lille flettet æg med evt. ris i Rundt om de kæmpende danner de resterende udøvere en cirkel og istemmer en sang. Børnene på Baguncaco øvede sig næsten altid i slag, spark og spring, det betød ikke så meget at de var i bare tæer og det foregik på grus, men et par aftner om ugen var der decideret træning hos Baguncaco. Vi fik lov at træne med og det var rigtig sjovt, selvom man følte sig elefanttung overfor en veltrænet brasiliansk " capoitista " .
De unge på Bagunçaço gjorde et kæmpeindtryk på os, samtidig blev vi vildt gode venner med dem. Så besøget hos Bagunçaço, kan næsten kun beskrives som et genialt indblik, i den unge brasilianers liv, og hverdag.
Drowles og Kasper