På skolebesøg med Cazuza


Når man går i 4. kl i Danmark, skal man kunne plusse, trække fra, dividere og gange og folkeskolens afsluttende eksamen er noget næsten alle får eller har. Sandheden er helt anderledes i det fattige Bahia. Vi ( et par stykker fra klassen, min lærer og en voksen fra Baguncaco) skulle se hvordan Cazuza, en af drengene fra Baguncaco, gik i skole. Vi var alle på skift ude og besøge skoler i Alagados.

Skole i treholdsskift

Cazuza går i en, efter brasilianske forhold, middelstor skole med treholdsskift. D.v.s. der går 800 elever om formiddagen, 800 om eftermiddagen og 800 om aftenen. Vi kom om formiddagen. Skolen er omringet af en stor mur og døren er et jerngitter. En vagt låste os ind. En tordensky af glade, råbende børn kom løbende hen imod os. Vi fik kæmpet os igennem ved hjælp af en dame, der førte os ind på et kontor. Her mødtes vi så med Cazuza. Han havde en flot, blå skoleuniform på. Han førte os ned ad en gang med klasseværelser på begge sider.

Larm overalt

Da der var så meget larm, spurgte vi om der var frikvarter. Det var der ikke. Larmen skyldtes at der ikke var lærere nok. Han viste os ind i et af klasselokalerne. For det første var der ingen dør, klassen var åben ud til gangen med de larmende børn. Der var kun borde og stole til ca. halvdelen af eleverne, rummet havde en utrolig dårlig akustik, der var ingen møbler, bortset fra de få borde. Da det
larmede fra gangen, kunne læreren overhovedet ikke få ro. Forundret over alt dette gik vi ind. Læreren fortalte på gebrokkent engelsk, at han havde engelsk og om vi ville fortælle lidt om os selv. Det ville vi gerne, så vi fortalte hvor vi kom fra og lidt om Danmark. Eleverne kiggede interesseret og nysgerrigt på os.

Løvegård i zoo

Da vi kom ud på gangen igen, syntes mængden af råbende børn at være vokset til dobbelt størrelse. Børn og unge i alle aldre kom løbende og ville røre vores lysehår. De gav hånd og kindkys. De piftede og snakkede til os, mens de greb fat i vores trøjer. En ubehagelig følelse af alt for meget opmærksomhed bredte sig i mig. Imens vi masede os igennem mængden tilbage til kontoret, prøvede Cazuza ihærdigt at bane vej for os. Fra kontorets vinduer fik jeg mulighed for at studere skolegården. Den lignede en typisk løvegård i zoo. Sådan en med et højt hegn af pigtråd. Lidt beskæftigelseslegetøj, men ellers tom. Trist og indelukket. Jeg blev vækket fra min dagdrøm af Cazuza, som spurgte om jeg syntes skolen var god. "Sim" svarede jeg, med min bedste overbevisning.

Verdens mest urimelige land

Mange i Brasilien har ingen uddannelse. De er ikke dygtige fagligt og deres uddannelsesmuligheder er meget begrænsede. Det er idet hele taget svært overhovedet at få et arbejde, hvis man er fra Alagados eller er mørk i huden. Jo mørkere man er, jo mindre er jobmulighederne. Brasilien er et industriland, der tjener på at lave biler og producere sprit af sukkerrør. De har også store farme, der dyrker tropiske frugter og grønsager. Det er et land der er styret fuldstændigt urimeligt, med en præsident og politikere der skraber til sig af penge og goder.

10% ejer det hele

Man siger at Brasilien er verdens mest urimelige land. Dette kan man få en fornemmelse af ved at sammenligne landets økonomi med fordelingen af den; ca. 90% af befolkningen ejer 10% af landets økonomiske indtægter og areal. De sidste 90% af "landet" ejes af 10%, meget rige mennesker . Godt nok får børn og unge en folkeskoleuddannelse, men denne uddannelse foregår under forhold, som er umulige at lære under. De har haft engelsk fra 4.kl ligesom vi har, men ingen fra Baguncaco kunne tale et eneste ord engelsk. Børnene på Cazuzas skole var glade, men de er også heldige overhovedet at gå på en skole. For der er mange gadebørn i Brasilien. De børn sælger alle mulige ting som is, tæpper og neglesakse. Andre tigger, eller sælger sig selv som sexslave. Fattigdommen i Salvador handler om mangel på penge, men den handler også om at de sidde fast i et system uden fremtidsmuligheder. Der hvor man er født, hører man til. For de kender ikke til andet liv end Alagados. De er vokset op, hvor alting er på en måde. Det er danskerne også, men vores system er bare en del bedre. I Danmark har vi et sikkerhedsnet, fx hvis man er arbejdsløs ryger man på bistand og hvis man mangler bolig kan man få anvist en. Hvis man er arbejdsløs i Brasilien, er der ingen hjælp at hente. De har ingen form for sikkerhedsnet.
Tea