Forside  ->  Klasser   ->   Tidligere årgange   ->   Årgang 1991   ->   Tata fra Bahia

Tata fra Bahia


Jeg sidder nu i flyet på vej hjem til Danmark. Jeg tænker på de forrygende stunder, vi har haft med Bagunçacço og hvor sørgeligt det egentligt er, at vi skal hjem nu. Men jeg tænker også samtidig på hvor meget jeg glæder mig til at komme hjem. Det trøster mig lidt. Jeg har det lidt mærkeligt i maven, som om jeg skal til at græde, men jeg holder det inde. Jegtænker især på Tata.

Tata

Han er en dreng på 17 år og bor i et utroligt fattigt område i udkanten af den lille bydel Alagados. Han bruger det meste af sin tid i ungdomsklubben Bagunçaço Jeg mødte ham for første gang, da min klasse besøgte Brasilien. Vi blev præsenteret for klubben og fIk hver tildelt en brasiliansk dreng eller pige, som skulle vise os rundt på stedet. Jeg fik Tata og det var jeg meget glad for. Han så utrolig venlig ud og var meget åben over for os. Jeg sad og kiggede på ham; han havde kulsort kort krøllet hår, skinnende hvide tænder og et stort smil. Han havde sandfarvede shorts på med lommer på siden, og et sort bælte med røde og gule farver. På fødderne havde han hvide badesandaler.

Fodbold, biler og piger

Jeg husker tydeligt første gang han snakkede til mig, han sagde noget som "chamo" og jeg fattede ikke en pind. Men jeg fandt ud af at han spurgte mig om hvad jeg hed, og jeg svarede på gebrokkent portugisisk "chamo me Einar". Vi begyndte så småt at kunne forstå hinanden, og da der var gået et par dage snakkede vi om alt lige fra fodbold til biler og piger. Jeg følte mig utrolig tryg i hans selskab.

Samba

Han var så sød at give klassen gratis sambaundervisning to timer næsten hver dag. Han var meget dygtig til at spille på repique og surdo som nogle af trommerne hedder i Brasilien, og det fik jeg rigtig meget ud af, fordi jeg også selv holder meget af at spille på trommer. Han var meget tålmodig og gav sig god tid til at lære hver enkelt de svære rytmer .

Capoeira

Tata var også meget god til at danse capoeira, som er en kampdans de dyrker i Brasilien. Han viste mig grundtrin, spark og vejrmøller, og så skulle jeg prøve. Det var lidt pinligt i starten, for jegvar ikke halvt så spændstig og smidig som han var. Det blev lidt bedre efterhånden som jeg øvede mig, og til sidst klappede publikum ad os. Hovedinstrumentet i denne dans kaldes en berimbau. Det er en tyk pind, der er bøjet som en flitsbue hvorpå der er en metalstang man skal slå på, så det siger en underlig lyd. På strengen sidder en kalabas, som forstærker lyden. Tata prøvede at lære mig at spille på den, og jeg syntes det var vildt sjovt og anderledes.

"Farvel Einar"

Efter næsten en måned i Brasilien tog vi afsked med Bagunçaço og jeg skulle sige farvel til Tata. Jeg gav ham en fodboldtrøje til minde om mig, og han blev meget glad. De sidste ord han sagde til mig var på dansk: "Farvel Einar." Tata var en ven, jeg vil huske meget længe, men jeg ser ham nok aldrig igen.
Einar