Forside  ->  Klasser   ->   Tidligere årgange   ->   Årgang 1991   ->   En aften med Candomble

En aften med Candomble


Vi kører længere væk, langt ud på landet. Mørket sænker sig, mens der bliver længere mellem husene. Den lille minibus kører humpende afsted, på de grusbelagte veje. Vi er på vej hen til en Candomble-ceremoni. En ceremoni, hvor de troende hengiver sig til guden. Candomble er en gammel afrotro, der fulgte med slaverne i sin tid. Selvom katolicismen er den altdominerende religioni Bahia, lever Candomble stadig og er den hurtigst voksende religion i Brasilien.

Klædt i hvidt forOxala

Jeg har glædet mig i lang tid til at opleve dette, nu er vi på vej! Jeg ser ned af mig selv. Vi skulle klæde os i hvidt, og dække vores knæ og skuldre. Guden, der bliver hyldet i aften, hedder Oxala; en klog gud, han minder en del om den nordiske Odin. Oxala er klædt i hvid og sølv. Hans dag er fredag, og han er gud for skabelse og fred. Bilen standser. Dørene bliver åbnet og jeg hører lav musik fra et par congaer og en agogo ( en klokke ). Det lyder uhyggeligt og rart på en gang. Musikken kommer fra et lille hus, der ligner et gammelt skur. Der er ingen andre huse, her er øde. Jeg går hen og ser ind. Huset er godt lyst op og selvom det er firkantet, virker det ovalt. I den ene ende sidder der turister på træbænke. Der er mange, så nogle sidder på gulvet. I den anden ende står de troende. Kvinderne har flotte hvide kjoler på og hvide tørklæder om hovedet. Mændene har lange hvide bukser på og korte eller langærmede skjorter.

Griber fat i mig

Med glidende bevægelser danser 3 mænd og to kvinder rundt på bladene, de danser roligt, til musikken. Vi går ind. Jeg går troligt med mine mandlige lærere. Pludselig er der en som griber fat i mig. Der er rene drenge- og pigesider, og jeg er på drengesiden. Manden, som har fat i min arm, forklarer at jeg skal over til den anden side. Endelig får jeg sat mig ned, ceremonien er i gang. I de næste to timer, danser de troende stille til musikken. Nogle gange stopper musikken og præsten synger dem ind til sang.

I trance

Ligesom jeg er tæt på søvnen, går en stor mand i trance. Han ryster stille med lukkede øjne. De andre går hen til ham og beskytter ham, så han ikke støder ind i noget. Det hele virker så roligt og trygt. En dame går nu i trance. Hun bliver også beskyttet. De tager hendes briller, så de ikke går i stykker. Hertil skal siges, at når man går i trance er det fordi guden kommer ned i en. Da deres trance er gået i sig selv, holder ceremomen en pause. Nu kommer den store mand og en anden mand ind, iført Oxalas traditionelle dragt. En kriger i sølv og guld, med et langt sværd. Så danser de igen, bare vildere. Endnu en trance kommer ned i dem. De ser vilde ud, med rystende kroppe og med deres sværd svingende omkring sig. De andre står med hænderne fremme, så de kan gribe de dansende, hvis de falder . Selvom trancen er vild, hersker en vis ro over ceremomen. Vi nærmer os slutningen, men vi bliver nødt til at tage afsted. Da vi kommer ud i bussen, er klokken 3-4 timer mere end da vi kom. Mættet af oplevelser og træthed, kører vi tilbage til Salvador.   Tea.