Lencois -noget af en forandring


Efter 8 timer krøllet sammen i en lille og kold bus, nåede vi langt om længe frem til Lencois. Lencois ligger 420 km fra kysten, smukt omgivet af bjerge og floder. Efter 11 dage i en storby som Salvador, med 3-4 mil indbyggere, var det noget af en forandring at skulle bo i en lille "bondeby" langt ude på landet. Vi ankom kl. 5 om morgenen og det var mørkt og dunkelt

Avante

Vores kontaktperson ved navn Nelma tog imod os. Nelma har, sammen med andre lokale, startet kulturorganisationen Avante som vi havde haft kontakt med via e-mail hjemmefra Danmark. Vi tog vores tasker og instrumenter og fulgte trætte med hende op ad de brostensbelagte gader, forbi de natlukkede souvenirbutikker, der var en del af den indre by. Vi ankom til et lille, men hyggeligt hostel, hvor vi skulle bo. Allerede næste morgen skulle vi indkvarteres i syv dage, hos familier vi aldrig havde mødt

Nervøse for indkvartering

De fleste var nervøse for hvordan det ville gå hos de alt for fremmede familier. Om de forstod vores 2% portugisisk og 98% tegnsprog og hvordan de forventede at vi skulle opføre os. Der var stor forskel på, hvor velhavende familierne var, nogle boede i pæne huse midt i byen, hvor andre boede i små lerklinede huse lavet af strå og ler.

Anderledes mennesker!

Indbyggerne i Lencois var meget anderledes end dem vi havde mødt i Salvador. De unge fra Baguncaco var meget udadvendte, glade og ivrige for at lære os at kende, mens de unge her i Lencois var meget generte og tillukkede. De var flinke, men viste ikke rigtigt den samme interesse og glæde ved at se os. Der var ikke så stor forskel på børnene fra Baguncaco og os, med hensyn til musik og interesser. I modsætning til Lencois, hvor de gik mere op i deres egen form for Capoeira. Vi måtte lære dem samba, hvor de i Baguncaco spiller det hver dag.

Hvordan gik det?

Det var oprindeligt meningen at vi skulle være indkvarteret i syv dage, men det var ikke alle der havde det godt hos deres familier. Vi trængte til at være sammen med hinanden og ikke hele tiden tage hensyn til fremmede mennesker. Vi var der så kun i tre døgn, hvorefter vi flyttede hen på vandrehjemmet
Avante hjælper ca.120 familier i Lencois. De familier har igennemsnit 100 $ om måneden at leve for. Avante laver forskellige workshops for dem, med emner som genbrug, madlavning, musik m.m. De er ved at bygge en skole og et kulturhus til de mange fattige familier i området
Sofie og Ea  

En dårlig fornemmelse


En klump sætter sig i min hals, da jeg får at vide, at jeg skal bo alene hos en familie, jeg aldrig før har mødt. Det eneste jeg ved er, at de er fattige. Jeg går indenfor i det faldefærdige hus, i den lille by Lencois, Brasilien. Der er ingen tapet, malingen på væggen er krakeleret og hele stuen er fyldt med små sorte fluer der ihærdigt prøver at finde et sted, hvor der ikke er nogen der smækker til dem. I sofaen sidder hele familien og kigger spændt. En pige rejser sig, smiler og tager min taske.
Vi går ind på et værelse, hvor et tyndt gardin er det eneste der adskiller det fra resten af huset. En støvet pære hænger i det fugtige loft, den bliver tændt og tre små senge kommer til syne. Jeg sætter mig ned på sengekanten, et firben kravler forbi på det hårde stengulv, men forsvinder hurtigt gennem et lillehul i væggen. Ude i haven ligger der dåser og skrald, det stinker, men billerne ser ud til at elske det. Midt i det hele ligger toilettet, jeg trækker det brune forhæng( et tyndt lagen) fra. Endnu en støvet lampe hænger i loftet, myggene sværmer rundt og muggen på den røde væg er næsten sort.
Inde i køkkenet er moderen ved at lave mad i tre rustne gryder, den gamle frugtpresser knirker og det ser ud til at det snart er forbi for den. To små katte render rundt og leger, men bliver hurtigt puffet ud af kostens snude.
Alanya og jeg går en tur gennem byen, på de store brosten, forbi souvenir butikkerne og æslerne der traver rundt på de åbne pladser. Vi er på samme alder, men vores hverdag er vidt forskellig. Ea

Et lille ler hus


Jeg sad og kiggede rundt i rummet, på de hvide vægge, på loftet der ikke var andet end pinde og lidt tagsten, på de fire firben der kravlede på den ene væg og på sofaen ovre i hjørnet. Jegvar indkvarteret hos Valnei, en 17årig dreng fra Lencois.
I sofaen sad Valneis mor og fire af hans små søskende og rundt om sofaen stod fire andre småbørn, som åbenbart også var hans søskende. Jeg bemærkede også at der stod et fjernsyn i stuen. Jeg tænkte at det var mærkeligt at de havde fjernsyn, når de var så fattige. Det havde vi også set i Salvador, de fattigste huse, med store paraboler.
Valnei hentede saft til os. Vi snakkede lidt med ham på 2% Portugisisk og 98% tegnsprog og vi blev hurtigt venner. Efter det tog jeg mig tid til at undersøge huset lidt nærmere. Husets vægge var lavet af ler og grene og trappen op til døren var af store sten. Når man kom indenfor var der til højre en lille seng som vi skulle sove i ( Caspar og jeg) og til venstre stod sofaen og fjernsynet. Derfra fortsatte man direkte ind i deres 1x2 meters køkken, som akkurat havde plads til et køleskab, et komfur, en vask og et lille skab. Fra køkkenet førte en dør ind til to små sammenhængende sovekamre med to senge i hvert rum. Her sov så Valnei, hans mor og hans otte søskende. I deres have var et bord, nogle tørresnore og et lille skur, det var toilettet.
Det var kun Valneis mor og søstre der lavede husarbejde, så Valnei havde masser af tid til at være sammen med os, med hans venner og gå i skole 1 time to gange om ugen. Jeg boede der 3 dage og jeg synes vi var heldige at få mulighed for at opleve hvordan unge på vores egen alder bor og lever et sted i Brasilien.   Drowles