Historien 1492-1999


Af Lou

I 1492 gik Columbus i land på Cuba og 19 år senere erobrede Spanien øen som Columbus beskrev som det smukkeste sted på jorden. I midten af 1800-tallet udgjorde slaver næsten halvdelen af Cubas befolkning. De var utilfredse, forståeligt nok, og gjorde oprør indtil flere gange. I 1868 slog de sig sammen med kreolerne, efterkommere af spaniere født på Cuba, der var utilfredse med deres manglende indflydelse på handel m.v. Så sorte og hvide kæmpede på samme side i den 1. Uafhængighedskrig i 1868-78. Oprøret blev slået ned, men det resulterede dog indirekte i slaveriets ophævelse i 1880.
I 1892 dannede digteren og den senere frihedshelt José Marti Det Revolutionære Cubanske Parti (PRC). Han var af den opfattelse at nederlaget i den 1. uafhængighedskrig udelukkende skyldes dårlig organisering. PRCs formål var at samle alle der ville kæmpe for selvstændighed. I 1895 tog den 2. uafhængighedskrig sin begyndelse. José Marti døde i kamp i maj 1895 og nåede ikke at opleve det spanske nederlag i 1898.
Men selv i dag ser man statuer og portrætter af Marti overalt. Han er en frihedshelt i Cubas historie og cubanerne hylder ham. Men helt selvstændigt blev Cuba dog ikke efter den 2. uafhængighedskrig.
Under krigen havde USA engageret sig militært i kampen mod Spanien, hvilket nok var en af grundene til sejren. Ifølge Paris-aftalen fra 1898 var Cuba reelt under amerikansk militær forvaltning. I 1902 blev Cuba udråbt som republik og de amerikanske tropper begyndte at trække sig ud. Men en aftale mellem landene gjorde at USA fik ret til at følge Cuba meget nøje og om nødvendigt indsætte tropper. De fik også lov til at anlægge en militær base i Guantanamo øst for Santiago de Cuba. Aftalen mellem de to lande blev egentligt ophævet i 1934, men basen ligger der stadig. Ifølge den gamle aftale er den nemlig i amerikanske hænder indtil 2033 og amerikanerne har ikke i sinde at forlade den. I årene efter selvstændigheden fik amerikanske firmaer større og større indflydelse i landet. De kontrollerede fx telefonvæsenet, elforsyningen, togdriften og halvdelen af sukkerproduktionen. Det betød at de små landbrug blev presset af de store og mange blev nødt til at lukke. Den cubanske økonomi lå i ruiner og utilfredsheden blandt befolkningen var stigende.
I 1924 vandt Gerardo Machado præsidentvalget på løfter om ærlighed blandt politikere og bedre økonomiske forhold for de fattigste. Han holdt ikke løfterne, men fik den tvivlsomme ære at være den der introducerede diktaturet for cubanerne. I 1933 kom en ny diktator, Fulgencio Batista, til magten ved et militærkup. Han var mulat og kom fra den laveste klasse. Derfor var han forholdsvis populær i begyndelsen. Men med tiden skabte Batista et forhadt diktatur hvis undertrykkelse ingen grænser kendte. Han opløste kongressen, satte forfatningen ud af kraft og knuste en hver form for politisk modstand. Med diktaturet fulgte også social nød, arbejdsløshed, korruption, mangel på skoler og en stærk udenlandsk (amerikansk) indflydelse. Utilfredsheden voksede og tilsidst måtte Batista flygte til Den Dominikanske Republik.
Men allerede lang tid før var kampen mod Batistas diktatur begyndt. I juli 1953 angreb Fidel Castro og 125 andre kasernen Moncada i Santiago. Mange døde under det mislykkede angreb og andre blev henrettet og tortureret. Fidel Castro slap med 15 års fængsel. I forbindelse med retssagen holdt Castro den første af sine mange, lange og berømte taler. Han sluttede af med ordene "Historien vil frikende os alle". Efter kun to år frikendte Batista dog Castro på grund af folkeligt pres. Han rejste straks til Mexico City, hvor han mødte Ernesto "Che" Guevara. Sammen med 81 andre sejlede Castro og Che Guevara tilbage til Cuba i december 1956. Det lykkedes dog kun 15 af dem at nå frem til Sierra Maestra bjergene vest for Santiago de Cuba. Herfra førte de den guerillakrig der den 1. Januar 1959 førte til Batistas flugt.
Den 8. januar 1959 rykkede Castro og hans mænd ind i Havana. Stemningen var høj, også i USA. Og så begyndte ændringerne. Den nye ide var at fællesskabet kom foran individet. Castro nationaliserede store landbrug og amerikanske firmaer, og statsfarme blev en del af mange bønders hverdag. Nationaliseringen fik den amerikanske præsident Eisenhower til at forbyde al samhandel med Cuba. I 1961 blev alle diplomatiske forbindelser afbrudt. I april 1961 invaderede USA Cuba ved svinebugten. 1500 eksilcubanere fik til opgave at styrte Castro og vende det cubanske folk mod revolutionen. Meget mislykkedes og i løbet af 48 timer fik amerikanerne et nederlag der stadig gør ondt. Cuba jublede. Den 2. december samme år erklærede Castro at han var kommunist. I begyndelsen af 1960erne udlovede CIA 150.000 US$ til den der ville slå Castro ihjel. Mange ville gøre det gratis. Det gjorde heller ikke USAs mening om Castro højere af at han ikke udskrev valg. "Den slags fjollerier har revolutionen ikke tid til" sagde han.
Samtidigt valgte Cuba side i den kolde krig mellem Sovjet og USA ved at lade Sovjet stille atombevæbnede raketter op i 1962.
Importen og eksporten til Østeuropa steg i starten af 1960erne med næsten 80%. En af succes'erne efter revolutionen var uddannelsessystemet. Cuba har færre analfabeter end mange industrilande og befolkningen er langt den bedst uddannede i den tredje verden. Dette skyldes bl.a. at undervisningen er gratis. Men der er ridser i lakken. Mexico og Vietnam må hjælpe med blyanter og stilehæfter og eleverne får ikke længere frokost gratis på skolen.
En anden succes efter revolutionen er sundhedssystemet. Al lægebehandling og medicin er gratis og Cuba har en gennemsnitslevealder på 77 år. Men Cuba mangler medicin og regeringen overvejer brugerbetalingen på visse ydelser.
Men med revolutionen fulgte også en systematisk undertrykkelse af politiske modstandere. Cubanerne har givet udtryk for utilfredshed med styret. I 1980 havde den amerikanske regering og Cuba indgået en aftale om at USA ville modtage så mange som muligt. 125.000 rejste på mindre end en måned. Castro styret var rystet og reagerede ved at åbne landets fængsler og sende forbrydere og homoseksuelle til USA. Nu har Cuba indgået en aftale med USA om at modtage 20.000 flygtninge om året mod de tidligere 3000.

Jose Marti statue i Matanzas.