Glæde over faglighed


Glæde over faglighed
(FG nr. 11 – september 05)
Identiteten vokser. Lilleskolen Århus Friskole ændrer sig i takt med samfundet, men, mener de selv, holder fast i skolens grundlæggende værdier selv om der er gået hjemmesko i det politiske engagement
Tekst: Thomas Kehlet
: Thomas Kehlet

Døren springer op ind til 1. klasse. Asger Muurholm, lærer på Århus Friskole, stopper midt i en forklaring om hula-hop matematik. Noget med at plukke anemoner i skovbunden og en masse med at tælle.

Freja kommer brasende ind, trukket af en ivrig hund.

»Hov, for Søren!«, siger faren der kommer halsende fem skridt efter hunden og datteren, undskyldende.

Asger siger »godmorgen« til Freja. Far overtager hundesnoren, trækker smilende hunden med ud. Døren er igen lukket og Asger Muurholm fortsætter:

»Man lægger ringen ned i skovbunden og tæller hvor mange anemoner...«

Asger har inddelt klassen i grupper af to. Han skriver grupperne op på tavlen. Det går fint indtil han skriver navnene på to drenge som ikke vil arbejde sammen.

»Det vil jeg ikke«, siger den ene beslutsomt. »Han er så pisse provokerende«.

Men Asger Muurholm er ikke til sinds at imødekomme deres modvilje mod at være i gruppe sammen. Han forklarer dem at de bliver nødt til at finde ud af det sammen. De brokker sig fortsat.

»Hør så her. Når man går i 1. klasse, så arbejder man sammen. Og i to skal samarbejde«, skærer han igennem.

Lidt efter står hele klassen uden for skolen i Århusforstaden Stautrup. Asger har sorte cowboybukser på, kondisko, en grå jakke med hætte med lysegrønt for. Han kunne være en af eleverne. Bare meget større. De skal over vejen og står med ryggen til skolens store rødmalede sal. På trægavlen symboliserer et stort verdenskort at skolen er interesseret i verden uden for skolen og også længere væk end skoven ned til Brabrandsøen hvor de er på vej hen. En lastvogn med anhænger stopper op så de kan komme over vejen. Støttelærer Cecilie og Asger sørger for at hele flokken kommer velbeholdent over på den anden side. Nogle løber ned ad markvejen mod skovbrynet, andre trasker af sted. Hver gruppe blafrende med en hula-hop-ring.
Musikidentiteten vokser
Asger har været på den lidt over 50 år gamle lilleskole Århus Friskole i 15 år. Og han bliver der nok. For, siger han, jeg tror der vil blive ved med at være mulighed for at udvikle sig.

Århus Friskole er mere kendt for at spille musik og danse samba end for at plukke anemoner. Og det var også musikken der førte til Asger Muurholms allerede nu lange forhold til skolen. Asger hørte om skolen igennem en ven han spillede i band med da han gik i gymnasiet. Asger tog til skolens årlige høstfest med vennen, og senere på seminariet fik han vikarjob på skolen. »Jeg havde hele tiden i baghovedet at jeg ville herud«, siger Asger om sin studietid.

Lærerne Leif og Ivalo Falk som var dynamoerne bag skolens musik- og bevægelseslinje i 70’erne og 80’erne, er begge stoppet på skolen. Det har dog ikke svækket den stærke musikidentitet som blev bygget op på det tidspunkt. Faktisk står musik, bevægelse og mødet med andre kulturer i dag endnu stærkere som en del af skolens profil end tidligere selv om forældrene og samfundets generelle krav til børns skolegang ikke er gået hen over hovedet på friskolen, forklarer Asger.

Stautrup Friskole er ikke som en utopisk ø i samfundet, som den, ifølge en ny bog om skolen, engang har beskrevet sig selv. Men er alligevel på mange måder nok stadig en ø.

»Vores skole har meget til fælles med musik- og bevægelseskulturen på mange skoler i Brasilien og Afrika. Det der er fælles, er at alting ikke sker i undervisningen. De små ser op til de store børn og lærer ved at se på dem at det for eksempel er fedt at danse. Og børnene ser på hvordan de voksne er sammen, og så bliver tingene helt naturlige. Vi er for eksempel selv med i dansen. Vi står ikke og kigger, men er med fordi det er sjovt, og det er med til at give børnene en bevidsthed om kulturen. De bliver dygtigere end tidligere, de er hurtigere til at lære rytmer. Når 8. klasse har været af sted til Brasilien eller Cuba, tager de kulturen med hjem på en anden måde end hvis vi tager dem med til Sicilien og viser dem en masse oldtidsminder. Rejser til lande med en stærk musiktradition giver en stærk kulturformidling, og det har været med til at musikidentiteten hele tiden er blevet stærkere«, siger Asger der viser rundt på skolen.

Og øen har efterhånden fået gode forbindelser til fastlandet.

»Tidligere havde vores elever ingen kontakt med Højvangsskolen (nærmeste folkeskole, red.). Men det kan vi se at der er i dag, selv om der stadig er stor forskel på at gå i den skole og i vores skole. Min søn i 7. klasse her på skolen er begyndt at spille job sammen med klassen for at tjene penge til rejsen i 8. klasse. Han oplever meget fællesskab og megen identitet og stolthed over at gå på friskolen. Jeg tror ikke man oplever den samme identifikation med skolen på en folkeskole«.
Fascistisk boldspil
I den store sal knokler pigerne fra 5. klasse entusiastisk rundt i salen i en heftig fodboldkamp. Det er den omvendte verden, siger Asger med et smil.

»Pigerne er så gode at lærerne nogle gange må ind på drengenes hold for at støtte dem så de ikke får for mange bank«.

Pigerne har lige deltaget i en finale i en turnering med andre skoler. Så det er noget der bliver taget alvorligt i modsætning til tidligere hvor fodbold var tabu. Der blev ikke spillet fodbold på skolen. Det var forbudt. En fascistisk sport, hed dogmet i de politiske 70’ere på skolen.

Idræt var heller ikke et fag dengang. I stedet var der rytmik og bevægelse. Men med tiden begyndte børnene at stille krav: »Hvorfor skal vi ikke lære at slå kraftspring?« og »hvorfor har vi ikke boldspil?«, og dogmet blev taget op til revision. Boldspil og idræt er ikke længere fascistisk i friskolens terminologi, og der blev indført idræt med boldspil som selvstændigt fag.
Politik taget af dagsordenen
På lærerværelset bliver Asger irriteret over larmen. Der er for meget banegård over det.

»Det larmer over det hele i dag,« siger han. Mandagsstemning kalder han det.

»Det er nok fordi vi ikke går i hjemmesko«, siger en kollega venskabeligt drillende.

Asger har på lærerrådsmødet foreslået at alle skulle gå i hjemmesko indendørs.

»Nu bliver jeg hånet for det«, siger Asger.

Sko giver en masse støv og slid, og det ville give en helt anden atmosfære hvis alle brugte hjemmesko indendørs. Nu er det besluttet at næste år forsøger man med hjemmesko i 2.-3.-4.-klassegruppen som har fælles opholdsrum og spiserum. Så må man se hvordan det går. Heldigvis er der kort fra ide til handling, og nu bliver ideen prøvet af.

Hvad diskuterer man på lærerrådsmøderne ud over hjemmesko? Er skolen som den tidligere har været kendt for, præget af et stærkt politisk engagement?

»Der bliver sjældent diskuteret partipolitik. Der er stor interesse for samfundsforhold og for hvordan det indgår i skolens undervisning, men jeg aner ikke, og vi har aldrig diskuteret, hvor vi hver især står partipolitisk«.

»I de 15 år jeg har været her, har skolen ændret sig meget. Alligevel mener jeg at skolen grundlæggende holder fast på værdierne, men med mere vægt på faglighed end tidligere. Vores skole udgør stadig en form for frirum hvor vi som noget meget vigtigt anerkender børnelivet. Vores pædagogik er ikke autoritær, og vi sætter glæde over faglighed«.
Da musikken løftede taget
Rejserne med 8. klasse og kontakten med børn i den 3. verden er noget af det der tæller højt for Asger. Den største oplevelse som lærer på skolen var da den var vært for en gruppe gadebørn fra Brasilien. Projektet udsprang af at Odin Teatret havde vundet en pris på 750.000 kroner, og pengene blev brugt til at invitere tre musikgrupper til Danmark. Det ene af dem, et brasiliansk gadeorkester med 50 unge trommeslagere som skolen havde besøgt året før, skulle være på Århus Friskole. Besøget faldt sammen med Århus Festuge hvor der også deltog en af de andre musikgrupper, et cubansk børneorkester, og det kulminerede i en gigantisk jam på friskolen.

»Vi inviterede dem herud, og først optrådte vi hver for sig. Det cubanske band, de brasilianske trommere og så Århus Friskole, og derefter jammede vi. Det var som om taget løftede sig«.

Asger smiler og salen i baggrunden signalerer nærmest at den godt kan huske den aften.

»Vores udtryk var ikke så forfinet som deres, men energien var den samme. Da tænkte jeg, det her er mere livsstil end arbejde. Det var en stærk oplevelse at kunne mærke den kultur vi havde oplevet, og at vi kunne forene det hele. Der var ingen skel«.
Den nære kulturforskel
Mens kemien, energien og forståelsen sommetider opleves som optimal i mødet med andre fremmede kulturer kan den være nærmest totalt fraværende inden for en radius af få kilometer.

»Da vi deltog i en pigefodboldturnering på en anden skole, var der en stor gruppe indvandrerbørn som generede fodboldkampen, mens vi stod og spillede på trommer. De kedede sig, og jeg tænkte på det mærkelige i at vi rejser om på den anden side af kloden og oplever at have en fantastisk god kemi sammen med børnene der, mens vi har svært ved kommunikere ordentligt med børn der bor tre kilometer væk fra skolen«.

Århus Friskole har altid instrumenter med og spiller og danser på rejserne hvor de har været sammen med gadebørn i Brasilien, Ghana, sigøjnerbørn i Portugal og hvor de ellers rejser hen.

»Det er vores oplevelse at det fungerer bedst når vi har kontakt til de nederste lag i samfundet«, fortæller Asger.

Selv om interessen for den 3. verden spiller en afgørende rolle på skolen, springer det i øjnene at der stort set ikke er børn af ikke-vestlige kulturer på skolen. Og det på trods af at skolen ligger i det vestlige Århus med stor koncentration af flygtninge-indvandrerfamilier i nærliggende boligområder.

»Vi har svært ved at tiltrække indvandrere og flygtninge fordi de ikke bryder sig om den antiautoritære skoleform vi har her. Vi har overvejet at reservere pladser på ventelisten, men det er ikke blevet til noget. Det nytter ikke at reservere hvis der ikke er interesse for at benytte sig af muligheden, og vi vil på den anden side heller ikke ændre vores skoleform grundlæggende for at imødekomme deres forventninger til en skole«.
Kravet om faglighed
»Ja. meget har forandret sig, men ikke nødvendigvis fjernet sig fra de oprindelige værdier«, siger Hanne Larsen som har været på skolen i 20 år. Siden 1998 som skoleleder.

»Det vigtigste for os er stadig at tage hånd om det hele barn og samtidig tage hånd om fællesskabet«.

Alt har måske heller ikke været lige godt, set med nutidens øjne.

»Skolen afspejler også samfundet, og samfundet kræver mere faglighed. Da jeg begyndte som lærer, beroligede vi måske forældrene ved at sige ”at han skal nok lære det, han skal bare lege et par år mere først. Sådan gør vi ikke i dag. Der går vi ind og tester og finder ud af om der er noget der halter. Der var måske også nogle af de ting vi troede på dengang som ikke holdt. I 70’erne arbejdede vi ud fra en basisgruppepædagogik, men i dag vil vi aldrig overlade så meget ansvar for egen læring til børnene som vi gjorde dengang. Men dengang syntes vi det var den bedste skole vi kunne finde på, og det synes vi også i dag«.

Hanne underviser 7.-8. og 9. klasse i dansk. Hun mener ikke at det går ud over andre fag at skolen prioriterer anderledes end de fleste. Der bruges væsentligt mere tid på musik, dans og rejser end andre steder. Hanne mener blandt andet med baggrund i dansk i de store klasser at hun kan se at de er lige så gode som børn på andre skoler.

»Jeg er medlem af dansklærerforeningen, har læst Fælles Mål og jeg er meget opmærksom på niveauet. Sjovt nok oplevede jeg at 8. klasse efter at have været en måned i Brasilien var blevet bedre til dansk. Det at man oplever noget andet og at man kan lide at gå i skole, gør at man lærer bedre. Også i andre fag. Skal man have sit barn her, skal man tro på at man kan lære noget andre steder end på en stol i klassen«, siger Hanne Larsen. n