Forside  ->  Klasser   ->   Tidligere årgange   ->   Årgang 1987   ->   Tanzanias hede aftener

Kulturudveksling til Sukumaland


En beretning om 15 elever og 3 læreres måned lange kulturudveksling til Sukumaland, Tanzania, Afrika.

Sukumatrommernes buldren og dansernes sang blandede sig med cikadernes summen i den tanzanianske nat. Sådan oplevede vi Tanzania den første aften, da vi i maj 1996 var på en måneds kulturudveksling i ØstAfrika, nærmere betegnet Sukumaland ved bunden af Victoriasøen.

Bujora´s historie.

Vi skulle bo i en landsby, der hedder Bujora. Bujora betyder "Stedet, hvor ingen kan bo" og det gjorde der heller ikke, før der i 1950´erne kom en canadisk missionær til stedet. Han syntes, det var en udfordring at bosætte sig "der, hvor ingen kan bo." Han grundlagde en landsby med kirke, skole og forskellige værksteder såsom pottemageri, smedje og systuer. I 1961 blev Tanzania en selvstændig stat og på samme tid mistede de små høvdingedømmer en hel del af den reelle magt, de havde haft i kolonitiden.


For at gemme og tage vare om den traditionelle kultur tog den canadiske missionær rundt til de forskellige høvdinge og indsamlede sukumafolkets mest betydningsfulde trommer og andre genstande, som blev placeret i et helligt tårn, formet som en tromme og flot dekoreret i mange farver. Derefter gjorde han Bujora til det sted, det er i dag: Et levende museum for den gamle stammekultur, et uddannelsessted for lokal ungdom og en landsby.

Ankomst.

Da vi ankom, trætte og udmattede efter en lang og hård sejltur, blev vi varmt modtaget på Bujora. Vi skulle bo i lejede stråhytter, men pga. manglende plads, måtte vi i huj og hast slå et ekstra telt op før mørket faldt på. Stemningen var kaotisk og vi var knap nok blevet færdige, da det begyndte at styrtregne i lårtykke stråler. Da vi løb ud for at redde bagagen, blev vi gennemblødte på få sekunder og det blev ikke bedre, da vi kom indenfor. Her silede regnen lige så stille ned igennem tagene i nogle af hytterne, men solen kom jo igen!

Vi boede i to gårde indhegnet af bambus, med henholdsvis tre og fire hytter i hver. Nogle af hytterne var lavet af jord, mens andre lavet af strå var knap så holdbare. Da vi havde fået indrettet os og spist vores første, men absolut ikke sidste, portion ris blev vi inviteret til at se et stort danseshow. Opmærksomheden var fuldstændig rettet mod dansegruppen Wanasecilia, da de kom dansende og syngende ind på den oplyste plads foran os. De dansede bla. Sogota, der er en militær-inspireret dans, med mange spring, stive bevægelser og et smøret grin på læben.


Sogota er for tiden en af de mest populære stilarter i Sukumaland, både blandt børn og voksne. Wanasecilia viste også Hakkedans, som er en dans, man samles om efter veloverstået arbejde i marken eller som en afveksling under det hårde arbejde i marken. Man danser med en træstok, hvor der for enden ofte er et gammelt tilskåret jern-hakkeblad. En tredie stilart var Bunungule, hulepindsvinejægernes dans, hvor det gælder om at improvisere historier og lave de sjoveste ansigtsudtryk og bevægelser i tæt samspil med trommerne.
Under hele showet, der viste mange andre stilarter, stod der en masse børn i udkanten af den oplyste plads og improviserede, grinede og havde det sjovt. Det fremgik med al tydelighed, hvor hyggeligt de havde det indbyrdes, børn og voksne.
Først næste dag, da vi stod op, kunne vi se, hvordan der så ud på Bujora. Det første der fangede blikket, var en rund, hvid hytte dekoreret i samme farver som det hellige trommetårn og som de fleste andre huse på Bujora. Foran hytten stod et frodigt træ med smukke hvide blomster. Alt virkede så utrolig trygt og rart på Bujora og det grundlagde stemningen for resten af vores ophold i Sukumaland.

Hulepindsvinejagt.

Vi (drengene fra vores klasse) startede en tidlig morgen med at begive os afsted på jagt efter Nungu-nungu. (Hulepindsvinet) Det var en kold morgen og solen var ved at få liv i landsbyen. Vi startede vores landrover og kørte ned og hentede hulepindsvinejægerne i en nærliggende landsby. Vi hev et par hakker op på ladet og så drog vi afsted. Vi kørte 20 km hen af den nedslidte vej ( som der ikke er gjort noget ved siden 1961 ) og derefter et par km ud af hullede grus-stier. Vi stoppede foran et lille bondehus for at hente vand til turen. Det sidste stykke hen til hulen foregik på gåben. Jægerne var meget søde og de fandt friske jordnødder til os. Efter en kilometers gang nåede vi frem. Først bad jægerne os om at tage T-shirts og sko af. De fortalte også, at hvis der kom kvinder i nærheden, så skulle vi kaste sten efter dem. De forklarede, at kvinder bringer uheld når man er på jagt. de udførte nogle ritualer med nogle gazellehorn, som blev placeret over hulens indgang med brændende medicin i. Dette horn skulle så holde dårlige ånder væk.


Det første de gjorde var at kravle ned i gangene for at prøve at finde hulepindsvinet. Efter en masse snak frem og tilbage og adskillige ture ned i de smalle gange, skulle vi grave et hul der, hvor de mente at dyret var. Efter en times gravearbejde i den bagende sol kom vi endelig ned til gangen, men der var desværre ikke noget hulepindsvin i den gang. Så måtte vi prøve igen et andet sted.

Efter noget tid kom der en mand og fortalte, at han havde set en anden hule ikke langt der fra. Så, før vi fik noget at vide, var der allerede 4-5 mand afsted.

Vi måtte desværre hjem på det tidspunkt, da nogle af de andre fra klassen skulle bruge landroveren. Vi fangede desværre ingen hulpindsvin den dag - men det gjorde de 4-5 mand, der var gået over til den anden hule. En anden dag besøgte vi igen jægernes boplads Kisesa B og der havde de en hulepindsvineunge i fangenskab. Jagten var en stor succes for os, selvom vi ikke havde dyr med hjem.

  Den egentlige grund til Bujora.

Grunden til at vi startede med at bo på Bujora var, at der er de vant til at have hvide besøgende. Det vil bla. sige, at de forstår at lave maden, så man ikke bliver syg af de anderledes bakterier. Vandet blev kogt til os, så vi ikke risikerede at få maveinfektioner eller tyfus. Herudover skulle vi på en uge lære en masse for at kunne klare os helt ude på landet i en lille landsby. Bla. skulle vi lære hvad begrebet "Heshima" indebærer. Heshima betyder takt og tone. Kvinder (fra 10 år og opefter) må ikke vise lår, mave og skuldre, undtagen når de danser. Man må ikke kysse, holde i hånd etc. i offentlighed, dog er det meget almindeligt at se 2-3 mænd komme gående med hinanden i hånden. De ældre mænd bliver respekteret højst af alle. Når man spiser, får de ældste mænd først, derefter kommer yngre mænd og drengene og først til sidst får kvinderne og pigerne, hvad der så er tilbage. Der er også visse regler for, hvordan man hilser på hinanden. Når man møder, en man kender, står man gerne og hilser på og spørger til helbred og familie osv. i ca. 10 minutter. Det er uhøfligt at svare andet end at det går fint i de første par minutter. Er man pige/kvinde og møder en dreng/mand skal man udtrykke respekt, helst neje og sige "Shikamoo", som betyder:"Jeg bøjer mig i støvet for dig 7 gange." Det var lidt svært at finde ud af, hvor seriøst vi skulle tage Heshima. Til tider forekom det med Heshima meget dobbeltmoralsk. Et eksempel : Heshimalæreren, som understregede at man ikke ryger hash i Tanzania, tilbød at han godt kunne skaffe os noget : "Jeg ved jo godt, at det er dansk kultur." Ej heller var der nogen, der tænkte på Heshima, når vi om aftenen dansede, hørte musik og hyggede os i Bujora´s lille bar sammen med de lokale.

Dansegrupper.

Hver landsby har sin egen dansegruppe, som står for at organisere markarbejdet, ægge planer for landsbyen, tage sig af familier i nød og bestemme hvem, der skal uddannes, da det kun er de virkelig godt begavede, der er så heldige at få betalt en videre uddannelse. ( I Tanzanina har man skolepligt i 7 år.)

Vores musik.

Vi havde medbragt vores egne instrumenter, så vi kunne optræde med forskellige former for musik. Her i blandt nogle brasilianske og cubanske stilarter og hakkedanse, som vi spillede på store trommer, som vi selv havde lavet.

Det skabte stor begejstring, når vi optrådte og ofte var det rygtedes rundst i hele området, at nogle hvide(os) ville optræde med musik og dans. Det er en sjældenhed, at se hvide, der kan lide at spille og danse. Tanzanianerne er meget sjovere at optræde for end danskere. I stedet for at klappe, kommer de med opmuntrende tilråb, hyl og grin. I Tanzanina griner man, når man synes at noget er virkelig fedt. Hver gang vi øvede, var der et trofast publikum. Sjovt nok var det, når vi øvede hakkedans. For selv om det nok var komisk, at vi kun kunne dansene i halvt tempo, syntes de, at det var enormt flot og modigt af os, alligevel at stå frem med det vi kunne.

Da vi en af dagene havde optrådt med et stort show til Wanasecilia, udmundede det i en fed fælles jam. En helt utrolig, fantastisk stemning og masser af energi opstod. Pludselig gik lyset på pladsen ud, men vi blev ved med at danse, synge og spille i det bælgravende mørke. Vi kunne have blevet ved til den lyse morgen, men mange skulle op og i skole dagen efter.

Øvning og afslutning.

Efter et par dage var vi helt vilde efter at lære nye danse. Vi fik arrangeret en dag, hvor vi skulle danse med børnene fra Wanasecilia. I starten var vi ret generte, men pga. den fælles interesse for musik og dans opstod der hurtigt venskaber, og resten af vores tid på Bujora dansede vi med gruppen.

Opholdets sidste dag blev noget særligt. Wanasecilia´s danseleder tilbragte hele dagen med at forberede et stort show til ære for os. Vi var meget nysgerrige efter at få at vide, hvad de huller, den kolort og de flotte, men underlige grønne planter skulle bruges til. Det fandt vi først ud af om aftenen. Efter at have spist sammen, blev vi trukket til side og spurgt, om vi ville medvirke i den del af showet, som vi kunne finde ud af. Begejstret svarede vi "JA" og blev så iført deres kostumer og dansede med, så godt som vi nu kunne. Det var en stor ære for os at få lov til at medvirke i et så stort show. Rent faktisk var det tilegnet os, som tak for det show vi havde lavet til vore gode venner, som vi havde værest rigtig glade for at være sammen med en måneds tid i Afrika.

Samskrevet af Sara og Siff.