Forside  ->  Klasser   ->   Tidligere årgange   ->   Årgang 1987   ->   Morgendug i Kanyama

Morgendug i Kanyama


Om praktikoplevelser og madhold i Kanyama.  

Toget begynder langsomt at rulle. Vi forlader Århus banegård, og nu er vi endelig på vej til Tanzania. Hele perronen er fyldt med en glad, spændt og forventningsfuld stemning. 8. klasse fra Århus Friskole er på vej til Østafrika, i hele maj måned 1996.
Det er en tradition på Århus friskole, at 8. klasse skal ud at rejse i en måned. Vores klasse valgte at tage til Tanzania, fordi en af vores lærere havde været der og havde gode kontakter. Vi syntes, det lød spændende. For at få råd til så lang en tur, har vi bl.a. haft en masse jobs med at spille og undervise i musik og dans ved mange forskellige arrangementer.
Vi tog først til Kampala i Uganda, hvor vi boede et par dage. Så sejlede vi over Victoriasøen, til Mwanza i Tanzania og kørte til Bujora, der også ligger i Sukumaland. Her boede vi den første uges tid.

Bujora.

Bujora består bl.a. af to indhegnede gårdspladser, hvor der er ca. fire hytter i hver. Dem boede vi i. Der var også en slags kantine, der lavede mad til os, tre gange om dagen i den første tid, hvor vi skulle vænne os til varmen, sproget, måderne at opføre sig på og alt det andet nye.
Bujora har to dansegrupper. En børne- og en voksengruppe. Børnegruppen består af de helt små børn, og de unge indtil de er ca. 18 år. De voksne optrådte for os et par gange, og vi dansede meget med børnegruppen. Det var vildt fedt.
På Bujora er folkene vant til at have med gæster fra andre kulturer at gøre. Derfor var de gode til at fortælle os, hvordan man skal opføre sig. I Tanzania er der nogle andre skikke og regler for, hvordan man opfører sig. De gamle (især mændene) blive respekteret meget højt. Man dækker sin krop mere til, end i Danmark, og er i det hele taget mere høflig. Disse regler og traditioner var gode at lære, inden vi skulle videre til Kanyama, en lille landsby der også ligger i Sukumaland. Vi skulle nemlig forberede os på at bo på en skole, hvor der aldrig havde været hvide wasunguer som os før.

Kanyama.


Da vi kom til Kanyama blev vi modtaget med sang og dans, der var rigtig mange brune øjne, der kiggede nysgerrigt på os. Vi var ret generte og anspændte, men det hjalp lidt at være med til deres velkomst-danse. Selve Kanyama består af skolen, hvor vi boede, en brønd der lå en km. væk og nogle fjerntliggende små bopladser med marker imellem.
Kanyama skole er to aflange bygninger med ialt 5 klasseværelser til skolens 370 elever. Bygningerne er lavet af rødjord og gulvene er af slidt beton medstore huller i. Vinduerne er åbne huller i væggen og taget er et tyndt bliktag. I et af disse klasseværelser sov vi.


Vi havde alle liggeunderlag med og myggenet købte vi i Tanzania, så vi endte med at have en fin og hyggelig sovesal, selvom det ikke var luksus. Om natten når vi alle lå stille og sov, kom flagermusene baskende ind i klasseværelset, så var det rart at vide, at man lå inde under et myggenet.
En morgen, da det lige var blevet lyst, var der en pige fra klassen, der skulle have tøj fra sin taske. Da hun hev sin kjole op af tasken kom der en lille, brun og sød flagermus med op. Vi fik den udenfor og den fløj væk.


Alle skoleelever møder kl. syv, når solen står op. De starter dagen med en løbetur på ca. fem km, hvor de alle løber afsted i samme takt. En af eleverne synger for og så stemmer alle løbere i - imens de løber! Når de så kommer tilbage, skal de feje overalt på skolens område, der jo bliver støvet i løbet af dagen. Der er god grund til at feje; hvis der er fint, så holder insekter og slanger sig væk. Den slags kommer helst steder, hvor der er snusket og beskidt.
Eleverne havde et projekt, de to første dage vi var der. Det gik ud på at bygge en stor gård til os. Det blev lidt af en misforståelse. Vi havde spurgt, om vi kunne få en lille indhegning, hvor vi kunne sidde og lave mad, og de gik så i gang med at bygge en kæmpe gård til os. Vi ville selvfølgelig gerne hjælpe til, men de mente, at vi ikke kunne tåle at røre ved stråene. Men vi ville selvfølgelig hjælpe, det var jo os, de lavede det til! Så vi gik i gang sammen med dem.
Drengene skar stråene af, pigerne bar stråene hen til stedet og drengene bandt så hegnet sammen med palmeblade. Den næste dag fandt vi ud af, at vi nok skulle have lyttet mere til, hvad de havde sagt, der var nemlig flere fra klassen, der havde fået store plamager af bylder, der kløede vildt en uges tid - indtil vi fandt det rigtige at behandle det med.
Vi lavede mange sjove ting sammen med folkene fra Kanyama. Vi lavede bl.a. en fodboldkamp, tanzanianere mod danskere. Den blev afholdt først på eftermiddagen i den stegende sol. Det er det tidspunkt på dagen, hvor det er varmest - ca. 45° i skyggen af stråene og palmerne. Så det var noget af en udfordring. Spillerne tonsede rundt på banen, der var en stor eng, med højt græs, der nogle steder var trampet ned. Hver gang spillerne tog et skridt hvirvlede stødet op. Der var masser af heppekor i form af sang og musik.

 

Praktik.


Noget af det vi brugte meget tid på dernede, var at være i arbejdspraktik. Vi var så heldige, at vi i Danmark havde haft besøg af en talsmand fra Bujora, et halvt år før vi selv tog afsted. Han informerede os om forholdene i Tanzania; om hvilken en kultur vi skulle ned til og hvilke praktiksteder, der ville være mulige, at komme ud i. Så skrev vi ned til Kanyama Primary School og fortalte, hvad vi godt kunne tænke os at prøve.
De havde så sørget for, at alle kom de steder hen, de gerne ville. Vi havde mange forskellige ønsker, såsom at komme med nogle kvinder/piger ud at arbejde i ris- og bomuldsmarkerne, at være hos en smed, en medicinmand, en hjemmegående kvinde/pige, en hyrde og en jæger.


Alle fik opfyldt deres ønsker, undtagen nogle af pigerne, der havde ønsket at arbejde som jægere og hyrder. Det var ikke muligt, da ingen piger må deltage i mandearbejde.

Madhold.


Det var ikke hver dag, man kunne komme i praktik, for der var også nogle der skulle blive hjemme og købe ind, lave mad, hente og koge vand. Det var også sjovt nok at være hjemme. Nogle morgener skulle der hentes vand. Så måtte man begive sig afsted med spande og dunke, ned igennem det våde græs. Om morgenen er det rigtig koldt og fugtigt, og alt, de lange græsstrå, marker, buske, træer og majsplanter er dækket af et tyndt lag dug. At gå afsted ned igennem markerne, i den friske luft var en dejlig måde at vågne på. Værre var det så, når de tunge spande med et lille halvt ton vand skulle slæbes tilbage.


Vi skulle stå op i mørket kl. 6, når vi var på madhold. Så kørte nogle afsted i en bil og hentede bananer, ananas, riskager, pandekager og renset købevand i plastikflasker alt sammen afhængigt af, om vi kunne få fat i det.

Vi havde et meget primitivt køkken, der bestod af nogle skolebænke, vi kunne spise ved. Et bord bygget til os af grene, primusblus, to tønder med ialt 400 l. vand til os 18 pers. pr. dag. Nogle spande, hvori vi havde brød, bananer, mel o.lign. Der blev meget lummert nede i plastik spandene, så vi kunne ikke opbevare ting så længe ad gangen.


Når alle, der skulle i praktik, var kommet afsted, og opvasken var taget, tog madholdet ud og købte ind. Vi måtte ud på små gårde for at få æg og grøntsager. Der var også et stort marked, hvor der var en masse forskellige boder, hver med ganske få ting. Man kunne få grøntsager, frugter, fisk, kød, mel, ris, olie, krydderier, køkkengrej, papir og kuglepenne, tøj, slik og mange andre ting.
Vi havde tit en jævnaldrende tanzanianer med os ude at købe ind. De var gode til at sørge for, at vi fik de bedste varer billigt.

Maledag.


En skarp blå-grøn farve kom til syne, da den tanzanianske lærer løftede låget, fra den første malerspand. Det var en stor dag for alle. Vi havde købt tremmer til skolens vinduer, døre og maling, så skolens umalede rødjordsvægge kunne blive lidt flottere. Det som tak for de utallige mange ting, de havde gjort for os. Der var en glad og spændt stemning i lokalet, da det første strøg blev taget af en af deres og en af vores lærere. Det var først på formiddagen, hvor vejret er dejligst. De næste mange timer knoklede tanzanianere og danskere løs med maling.


Der var ikke pensler nok til alle 400 elever, så der var også mange der spillede musik, dansede og sang.

 

Koslagtning.


Den næste dag skulle der være stor fest for hele skolen. Tidligt, om morgenen, blev nogle vækket for at komme med ned at se koslagtning. Det var noget af en oplevelse. Først blev koen trukket ned på et lille stykke græs lidt væk fra skolen. Derefter bandt de dens ben sammen, og så trak mændene i snorene, så den væltede. Så begynde de at skære i dens strube. Det tog lang tid før den døde, men den sagde ikke noget. Da mændene havde slagtet den, spiste de noget af kødet råt. Så blev koen overtaget af kvinderne. Deres opgave var at skære koen i spiselige stykker og tilberede den.

Festen.


Selve festen startede ca. kl. 15. Der var pyntet rigtig flot op, med hvide duge, farvede broderier og tørrede blomster. Så gik festen endelig i gang. Der blev holdt rigtig mange taler. Det var spændende indtil tanzanianerne begyndte kun at holde taler på kiswahili - som vi havde forsøgt at lære et års tid. Vi holdt også taler for dem. Vi havde en masse gaver, vi gerne ville overrække dem. De vigtigste var hatte til landsbyens gamle, uniformer til landsbyens berømte kor og en af vore to cykler, som vi havde købt for at kunne handle og komme i praktik. For dem er det meget svært, at få fat i og få råd til f.eks. et atlas, så det gav vi dem foruden, en guitar, fløjter, papir og skriveredskaber og reparationerne af skolen. Festen bestod også af optræden med musik og dans. Efter rigtig mange taler, blev maden serveret. Den var rigtig lækker, det var dejligt at få mad, som erfarne kvinder havde brugt hele dagen på at tilberede.


Vi blev en lille smule skuffede, fordi vi havde glædet os til at skulle feste med vores venner fra skolen. Men da festen startede, opdagede vi, at alle bænkene ved siden af vores var til byens gamle og respekterede mænd. Alle vores venner sad langt væk og kiggede på. Da Kanyamas skolekor var færdige med at synge, kom de og satte sig og spiste med os. Det var lidt sjovt, for tanzanianere spiser normalt ikke af tallerkener. De spiser bare en hel familie fra samme skål med højre hånd. Men da det nu var en fest med os, fik de serveret gafler og plastiklåg som tallerkner. Nogle af dem havde temmeligt svært ved at spise med kniv og gaffel.

Musik.


Vi spillede utroligt meget musik med dem. Alle havde det meget sjovt med at danse og lære fra sig. Vi lærte en masse danse af dem, som vi har øvet og senere optrådt med. Når vi lærte dem sange og danse, kom der altid masser af folk og kiggede på. De havde hørt den anderledes musik og var blevet nysgerrige. Der er tit små børn der står og kigger på og danser med lidt i baggrunden, det er på den måde de lærer at danse og spille.


At spille musik var en rigtig sjov ting at lave med dem. Man morer sig og kan sagtens kommunikere ved hjælp af kropssprog. Vi oplevede, at der altid er vildt gang-i-den, glæde og liv omkring musikken i Sukumaland.

  Samskrevet af Lykke.