ÅRHUS FRISKOLE I DET STORE PERSPEKTIV
Århus Friskole blev oprettet i 1952 af en gruppe forældre, der ønskede en overskuelig, hjemlig skole for deres børn.
De mente, at musisk udfoldelse, kropslighed, socialt nærvær og engagement er lige så vigtig som faglig indlæring.
Skolen bygger på humanistiske og demokratiske principper med afsæt i en antiautoritær pædagogik og har det gode børneliv i centrum.
Siden skolens start, har vores skolekultur været i stadig udvikling.
I dag har vi meget fokus på de 17 verdensmål og bæredygtighed, både menneskelig bæredygtighed, lokal- og global bæredygtighed.
Århus Friskole er en lilleskole. Vi tilhører den gren af Frie Grundskoler, som hedder Lilleskolernes Sammenslutning.
Der er nu 60 lilleskoler i Danmark
Da Århus Friskole startede, var begrebet Lilleskole ikke opfundet, men det var Friskolerne.
Der var kun en enkelt skole før os, der arbejdede på samme måde. Derfor hedder vi i dag Århus Friskole og ikke Århus Lilleskole.
Vi er en friskole, som man skal betale for at gå på.
Forældrebetalingen udgør ca. 1/4 af den samlede økonomi og resten kommer fra staten.
Det at være en privat eller en fri skole, betyder, at vi har lidt videre rammer i forhold til undervisning, fagplaner, timeantal osv.
Men vi skal, som der står i Lov om Frie Grundskoler, leve op til, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.