Madens historie på Århus Friskole, som jeg husker den.
Af Eva Kruse /bestyrelsen og gammel Friskolerotte.
Til inspiration og eftertanke.
1966 -1969
Vi var ca. 52 elever på skolen fra 1. til 7. kl.
Vi fik skolemadpakker fra Århus Kommune + ¼ l. mælk.
Alle klassetrin havde hjemmekundskab i det gamle køkken på Marselisvej.
1969 -1972
Skolen flyttede til Stavtrup i 1969, madpakkeordningen fra Århus Kommune stoppede lige omkring udflytningen, alle får stadig mælk og man har madpakker med hjemmefra.
På et tidspunkt var der en periode, hvor der blev leveret 25. kg. gulerødder om ugen, til fri afbenyttelse.
1973
7.kl. starter en madordning inspireret af Lilleskolen af 70 i København. Man betaler en krone om dagen, som lægges i en metalkasse med låg.
Et par elever + en lærer kører op til Basse (købmanden) i Stavtrup, og køber rugbrød, leverpostej og markrel i tomat.
Madordningen fortsætter, man kan også komme med naturalier f.eks. æg, svinefedt eller æbler.
På et tidspunkt går betalingen fra en krone om dagen til en ugentlig betaling på fem kroner.
Man kan også betale for 14 dage eller en måned. Der føres regnskab i et ternet regnehæfte af eleverne.
Eksperimentet slutter da klassen går ud af skolen i 1975.
1980 – 1996
I 1980 etableres Blå Gruppe, Rød Gruppe og Gul Gruppe.
Der er stor arbejdsløshed i Danmark i 80 erne. På Friskolen bliver der ansat en del langtidsledige med løntilskud.
Maden i perioden med langtidsledige var meget forskellig, alt efter hvor engageret den langtidsledige var.
Langt de fleste var supergode.
Der ansættes bl.a. folk til madordningen, som nu skal fungere i de tre grupper.
Der er blevet opsat køkkenfaciliteter, bestående af et komfur og en vask i de tre grupper.
Arbejdsholdene opstår: Næste uges madhold, madhold, opvask, klasser og fællesrum.
Der er ikke opvaskemaskiner, så opvasken foregår i hånden og ofte i koldt vand, da kedlen i kælderen ikke kunne følge med,
når alle grupper vaskede op på samme tid.
Den store orange skolebus med Jens Bussemand ved rattet, kører nu to gange om ugen til Brugsen i Vibycenteret, med ugens madhold.
Madordningen er nu sat i system og alle betaler et beskedent beløb til bespisningen.
Der er sjældent varmt mad,. Det er rugbrød med leverpostej, makrel i tomat og nogen gange agurk,
og når der var penge i overskud blev der købt pålægchokolade.
Varmt mad kunne være risengrød.
Madmødrene Tove, Anette Mies og Hildur var madmødre i samme periode på Friskolen.
De knyttede et stærkt venskab gennem samarbejdet. Venskabet holder den dag i dag.
Birtha har gennem hele skolemadens historie på Friskolen deltaget i køkkenet.
Birtha har også oplært mange elever i rengøring. I en periode i slut-70erne var det skolens ældste elever,
der gjorde en del af skolen rent efter skoletid.
Skolens yngste elever står for, på skift, at optælle og fordele mælken ud i de tre grupper.
I årene 1973 -1996 tog mange af de store elever op til Rema, i det store frikvarter, og købte is, slik, kager og sodavand.
Det gav en del problemer, især når de tog lækkerierne med tilbage til skolen.
1996 -2017
Lars Madfar (Marcussen) bliver Friskolens nye Kok.
Der bliver bygget et nyt køkken, som vi kender det i dag..
Eleverne er stadig på arbejdshold og har medbestemmelse omkring madlavningen.
Skolemælken er nu sparet væk af kommunen, og alle drikker vand.
Lars tager det store kørekort, så han kan bruge skolebussen til at købe ind, i starten med ugens madhold.
Lars satte en meget stor ære i, at eleverne var en del af madproduktionen, men det blev med tiden svært,
idet der nu er ca. 200 elever og 30 ansatte på skolen.
Ofte mødte Lars tidligt om morgenen for at nå det hele.
Birtha har ansvaret for opvaskeholdene.
2017 – 2019
Lars Madkok bliver ansat og Birtha hjælper. Eleverne er på opvaskehold.
Maden har i mange år været et stærk incitament til sammenhold på Århus Friskole.
Alle fik og får det samme at spise.
Maden og holdningen til mad har udviklet sig ganske meget siden 1966, hvor mad var noget man spiste, fordi at man var sulten.
Dengang var der ingen der vidste noget om glutenallergi, laktoseintolerance, økologi og dyrevelfærd.
2019 – 2021
Hanne og Jørgen.
Nu skriver vi 2021 og Hanne stopper til maj.
Jørgen er så alene tilbage, og vi skal sammen finde ud af hvordan madordningen skal fortsætte efter sommerferien.
Det bliver spændende.
Forhåbentlig sætter Friskolens madhistorie gang i tankerne.
Der er sikkert noget der er glemt, og noget der var lidt anderledes, men i store træk tror jeg at det meste passer.
Mvh. Eva Kruse /bestyrelsen og gammel Friskolerotte.