Udlægning af retningen er inspireret af : Selvforvaltning – pædagogisk teori og praksis. E. Jerlang. Hans Reitzels forlag.
1. Reformpædagogikken eller vækstpædagogikken forsøger at reformulere den ”sorte skoles” pædagogiske tænkning, som kategoriseres til at være indlæringspædagogik og tilpasningsdannelse dvs. en formning eller påfyldning af viden og kunnen, der er i overensstemmelse med det herskende samfunds værdier og normer. Derfor værdsætter den ”sorte skole” f.eks. dyder eller menneskelige egenskaber som underdanighed, underkastelse og streng disciplin, hvilket netop ikke gælder for reformpædagogikken, hvis samfundssyn tager udgangspunkt i en mere demokratisk forståelse, hvor egenskaber eller dyder som selvforvaltning, medbestemmelse, medindflydelse på beslutninger er gældende og i sidste ende derfor opfatter individet som medskaber af de fælles vilkår for sameksistens dvs. samfundsindretningen. Altså er reformpædagogikkens samfundssyn overordnet set (der er forskellige opfattelser indenfor retningen) demokratisk i betydningen indflydelse på de beslutninger, som har betydning for egen selvudfoldelse i fællesskabet/samfundet.
2. Menneskesynet bag reformpædagogikken opfatter således mennesket som havende værdi i sig selv dvs. det har iboende evner, behov, interesser og ønsker som den enkelte, hvad enten det er børn, unge eller voksne – mennesker indenfor normalområdet eller specialområdet – har krav på i videst mulig omfang at få tilgodeset. Altså er tanken om vækst forstået som aktiv selvudfoldelse eller frembringelse af alle disse evner, behov, ønsker m.v. helt centralt for denne retning. Det betyder også, at mennesket må forstås som en helhed af ligeværdige og lige værdifulde egenskaber. Både følelser, tænkning, sprog, motorik, det sociale og ikke mindst det kreative eller æstetiske område skal aktivt plejes og udfoldes med henblik på størst mulig forædling og vækst.
3. Overordnet er målet med opdragelsen eller dannelsen (fri)vækst og udfoldelse i overensstemmelse med egen natur jf. Rousseaus tanker om barndommen som en selvstændig og betydningsfuld livsperiode. Derfor er ansvarsfuld og højest mulig grad af selvforvaltning, selvstyring og selvvirksomhed et ideal dvs. det som pædagogikken som formning af mennesket retter sig imod, men som ikke nødvendigvis opnås til fulde i praksis.
4. Overordnet er pædagogens rolle at forstå og indleve sig i det enkelte menneske for på denne måde nysgerrigt, forsigtigt, legende og inspirerende at hjælpe med til at finde frem til hvad der optager og interesser vedkommende. Hvad har du lyst til? Hvad kan jeg hjælpe med til? Bliver vigtige pædagogisk spørgsmål. Nu er der imidlertid bl.a. reformpædagogerne ikke enighed om, hvor grænsen mellem selvoptagethed og selvudfoldelse går. Derfor vil nogen, herunder Gøsselpædagoger, hævde, at det er vigtigt at have en vis udstrækning af mål, indhold og struktur i sin undervisning og pædagogik. Ellers risikerer udviklingen at gå i stå eller blot kredse om sig selv.
5. Der er klart, at reformpædagogerne inddrager børn, unge og voksne i så høj grad som muligt i tilrettelæggelsen af dagligdagens aktiviteter om det så det er ”at lave kage”, finde på nye lege eller hvad skovturen skal indeholde. Pædagogen tilrettelægger i overensstemmelse med børnenes ønsker og ideer – er anerkendende.
Kritik. Er reformpædagogikken naiv i den forstand, at det er meget vanskeligt at tilgodese alle individers frie selvudfoldelse – hvad stiller man eksempelvis op med indbyrdes forskellige værdiforestillinger? Og hvilken position/vægt tillægges faglig viden? Og hvordan forholder retningen sig til ubevidste socialiseringsprocesser? Det er derfor tvivlsomt om reformpædagogikken kan honorere kravet om neutralitet og magtfravær som ellers er retningens udgangspunkt!