Hvert andet år laver Børnehaveklassen og 1. klasse sammen ”Cirkus LilleGul”. Cirkus LilleGul har været en tradition på Århus Friskole i mange mange år. Det er det, fordi cirkus kan noget helt særligt. Her skabes der nogle læringsrum, hvor børn gennem leg tilegner sig forskellige cirkusfærdigheder samt indtager andre roller end dem, de normalt har, eller tager i det mere traditionelle undervisningsrum.
Processen
Alle har en forestilling eller et minde om cirkus, hvad det er, og hvad det indeholder. Derfor har vi altid et godt udgangpunkt på idésiden, når vi skal arbejde med forforståelse og brain-storme på, hvilke numre der skal være med i forestillingen. Oftest er det meget vilde og store ting og udfoldelser, børnene gerne vil optræde med. De voksnes opgave bliver derfor at bringe det hen til et realistisk niveau, hvor det er noget, som børnene vil kunne mestre.
Alle har en plads i cirkusforestillingen – og alles pladser er lige vigtige. Lige fra lys/lydmand til cirkusdirektør eller cirkusløve. Der er altid mange, der gerne vil være klovne, for det må da være det sjoveste! Det er bare også det sværeste, så der er mange, der falder fra, når vi fortæller om, hvor meget man skal øve sig. Stærk mand er også altid med, sammen med ønsker om et-hjulet cykel og slåskamp. Dyrenummeret med domptør laver stort set sig selv, uden vi behøver at blande os, det er noget, børn forstår sig på.
Der er altså nogle numre, der giver sig selv, og så er der numre, der vokser frem af, at vi laver rammer, hvor børnene kan lege, øve og prøve sig frem til noget, de kan optræde med. Det gælder om som voksen at holde øje med, hvad de forskellige laver, når vi har delt den store gøglertaske ud. Det er her, der bliver taget fat i alt og prøvet af i alle mulige og umulige retninger. Dette er en meget vigtig del af den proces, hvor vi finder numre, vi kan vise.
Cirkus er leg, og det skal se legende ud, for at det er værd at kigge på. Hvis det er professionelt cirkus, skal det også se legende ud, teknik og timing skal være fantastisk og opøvet over lang tid. En tid vi ikke har eller skal bruge. Derfor holder vi os til legen.
Det er en øvelse i at lægge mærke til, hvilken leg og hvor i legen man skal gribe ind og sige: ”Det ser fedt ud, det kan vi godt bruge”. Oftest siger børnene: ”Hvad for noget?” ”Der hvor du kastede en bold gennem en hulahopring”. ”Kan du finde på flere måder du kan kaste bolden gennem ringen på?” Det kan de som regel godt. Næste gang man kommer forbi, er der kommet nye ideer til, og nummeret er ved at tage form gennem leg.
Den frie og eksperimenterende leg er afløst af undersøgende leg, som ethvert godt cirkusnummer er lavet af.
Forestillingen
Når vi har standset nok lege og fastholdt dem til en håndfuld numre, har vi en cirkusforestilling. Det gode er, at det er børnenes numre, børnenes cirkusforestilling, som vi viser. Det er nærmest som en tidslomme af lege, vi tager frem og viser flere gange. Dette er også meget betryggende for børnene. Det er ikke rart at stille sig frem og vise noget, man ikke synes, man kan. Men vi kan alle lege, og det er deres egne lege de viser, og derfor er der næsten heller ikke nogen med sceneskræk.
Vi voksne skaber rammen med sange, scenetæppe, musik, har styr på rekvisitter og rækkefølge. Børnene prøver deres sceneben og øver sig i at stå frem.
Ofte har vi inviteret børnehaver fra lokalområdet til generalprøve i år. Tilbagemeldingerne plejer at være meget positive, og børnene har været meget optagede. Det er nok den bedste indikator på, at projektet er lykkes. Børn der griner af børn, der har det sjovt med ting, de selv synes er sjove… Vi kan ikke komme mere i en legende børnehøjde og alligevel have masser af læring med også.
Udover børnehaver, har vi verdens bedste publikum, til at vise, hvad vi kan og har lært. Nemlig forældre, familie og resten af skolen, som plejer at starte med at heppe og råbe: “LilleGul LilleGul” både inden forestillingen, men også undervejs, hvis der er en lille pause. Vi kunne ikke ønske os nogen bedre opbakning eller en mere tryg platform at øve os i at komme frem og være til stede.
Det at turde gå frem, blive set og taget godt imod, er noget alle kan bruge, ligemeget hvor i verden, man tager hen. Det gælder forøvrigt også alle steder ud i livet, når man er færdig med at gå på Århus Friskole.
