Dansk

Vi lever op til Fælles Mål.

Link til Fælles Mål for dansk:

Fælles Mål

Dansk på Århus Friskole.

Vi underviser i dansk fra børnehaveklassen til 9. klasse. 

Dansk i Lille Gul (børnehaveklassen og 1. klasse)

I Lille Gul lærer børnene alle bogstaverne og tilsvarende lyde. De lærer at skrive bogstaverne og at kende forskel på vokaler og konsonanter og at klappe stavelser. I løbet af de to år får de mange gode oplevelser med bøger, og vi opmuntrer dem til hele tiden at lære mere. Vi lægger vægt på, at danskundervisningen er inspirerende for børnene, så de får lyst til at fordybe sig. Vi leger med sproget, synger sange og digter af og til egne sange.

Det skriftlige sprog og skrivning

Alle bogstaverne hænger tydeligt fremme både enkeltvis og som bogstavplakat.

Børnene lærer at bruge de små trykbogstaver. Hver dag skriver vi dato, måned og dagens program på tavlen. Vi synger alfabetsange, leger vokallege og klapper stavelser. Vi arbejder med bogstaver i mange materialer: Ler, blade, grene, sand og sne – og vi går bogstavernes former og bygger dem med vores kroppe.

Vores oplevelse er, at børnene er glade for at producere egne historier – også før, de kan hele alfabetet. Derfor benytter vi os af børnestavning. Børnestavning betyder, at børnene staver ud fra de bogstavlyde, de kan høre. Vi arbejder med børnestavning  fordi, det giver mange børn lyst, frimodighed og glæde ved at formulere sig skriftligt, og fordi børnenes læse- og skriveudvikling hænger uløseligt sammen. I Lille Gul starter vi så småt op med små ugeopgaver, som skal laves derhjemme. 

Læsning

Allerede fra børnehaveklassen starter vi med læsebånd. Her er der højtlæsning, mens man i andre af dansktimerne arbejder med bogstaver og lydering. Senere på året, når der er flere selvstændige læsere, starter vi op med makkerlæsning, så børnene får trænet højtlæsning, udtale og flydende læsning. I løbet af 1. klasse starter vi hver morgen med læsebånd, hvor børnene så småt begynder at læse inde i hovedet. 

Børnenes læseudvikling er forskellig, så både i dansktimerne, men også i læsebåndene – tager vi højde for niveau og det enkelte barns forudsætninger for at læse. 

Vi er meget opmærksomme på – allerede fra børnene er helt små – at snakke med dem om indholdet i det, vi læser, samt at gøre dem til “medlæsere”. Det at lære at stille forståelsesspørgsmål og at kunne undre sig over det, man hører/læser, styrker læsningen og sprogforståelsen. Vi har fokus på læsestrategier og hjælper dem på vej. De læser op for os voksne, for klassen, alene eller to og to i kor. Vi arbejder også med ordkort, spiller forskellige typer vendespil og leger quiz.

Dansk i Blå ( 2., 3. og 4. klasse)

I Blå gruppe er målet, at børnene bliver sikre læsere. De skal opleve glæden ved at læse for at få oplevelser og viden. Vi har fokus på, at børnene bevarer skriveglæden og stadig har lyst til at bruge sproget eksperimenterende og fortællende. Børnene udvikler deres skrive- og læsefærdigheder individuelt og kontinuerligt. Skriveudviklingen og læseudviklingen supplerer hinanden, og børnene forbedrer gradvist formuleringsevne og retskrivning.

Det skriftlige sprog og skrivning

I Blå gruppe stiller vi lidt større krav til ugeopgaverne, som lave hjemme. Vi går i dybden med indhold, komposition, genrer, overskrifter og begreber. Vi arbejder også med selv at lave avis, interviews, notater, lyrik, billedbeskrivelser og skriv-løs opgaver, som er korte, spontane skriveforløb. Inden for det grammatiske arbejder vi med ordklasser, sætningernes opbygning, bøjningsformer, gentagelser, systematikken i sproget, stavning og brug af ordlister. Stavefærdigheden udvikles i meget forskelligt tempo, vi udfordrer det enkelte barn der, hvor han/ hun er i sin udvikling. Vi tager både udgangspunkt i børnenes egne tekster, andres tekster og har også systematisk træning i kursusform.

Det mundtlige sprog

Målet er, at børnene får et veludviklet mundtligt sprog, hvor de bliver præcise og dygtige til at udtrykke følelser, tanker og erfaringer både i forhold til forskellige emner og i forhold til, hvordan de trives på skolen. Vi har klassens time hver uge, hvor klassens trivsel er et fast punkt. Nogle gange vælger vi at holde drenge- og pigemøder hver for sig eller at tale med børnene individuelt eller i små grupper. Vi bruger bl.a. forumteater og dilemmaspil som redskab til at anskueliggøre og løse konflikter. Her udvikler børnene både deres sprog samt forståelse for de andre børn i gruppen.De diskuterer, analyserer og fortæller, og alle børn laver en individuel mundtlig fremlæggelse om et selvvalgt emne hvert år.

Læsning

I Blå fortsætter vi med at lave læsebånd de fleste morgener. Derudover opfordrer vi alle børnene i Blå til at læse hver dag derhjemme. Vi holder fast i læsningen, da den ellers meget let kan glide ud af børnenes travle hverdag. Vi vil gerne være med til, at børnene får grundlagt nogle gode læsevaner og får nogle gode læseoplevelser. Skolen og hjemmet skal skabe rum til fordybelsen.

I Blå arbejder vi med fælles romaner og noveller og begyndende tekstarbejde: Vi arbejder med referat, genfortælling, miljøbeskrivelser og personkarakteristik. 

IT

Computeren bliver en stor del af børnenes hverdag fra 4. klasse, hvor de skal medbringe deres egen device. I Blå lærer børnene bl.a. at søge informationer på nettet, skrive opgaver på google doc samt at bruge e-mail.

Der gemmer sig også meget danskundervisning i vores store, faste projekter, som vi organiserer i 3- års forløb. (LINK TIL BLÅ MUSICAL OG ANDRE STORE FORLØB I BLÅ).

Læsekursus i GRØN

I 1. og 2. klasse har vi læsekursus 1-2 gange om året af en uges varighed. I 3. og 4. klasse har vi læsekursus en gang om året i 2-3 uger. Her arbejder vi med læsesikkerhed, hastighed og fordybelse. Klassens læselærer starter med at holde et lille oplæg om læsning for børnene. Her bliver der også præsenteret bøger i forskellige genrer og sværhedsgrader. Vi evaluerer altid et læsekursus sammen med børnene, så de er medspillere og dermed kan følge med i deres egen læseudvikling.  

Læse-evaluering

I børnehaveklassen starter vi op på et læseudviklingsskema. Her bliver vi klogere på, hvor langt det enkelte barn er i sin læseudvikling. Er der styr på bogstaver og lyde? Er de begyndt at kunne sætte bogstaverne sammen til lydrette ord? Og hvordan er læselysten hos barnet samt motivationen for at lære? Dette skema bruger vi til at følge børnenes læseudvikling til og med 3. klasse, eller så langt det giver mening. 

Vi begynder at lixe børnene i 1. klasse, eller når det enkelte barn har knækket læsekoden og fortsætter med at lixe efter behov. Lix er en forkortelse for læsbarhedsindex. Det er en måde at finde sværhedsgraden på en bog, hvilket gør, at vi nemmere kan finde bøger, som passer til det enkelte barns læseniveau.

Derudover laver vi en fælles læse-gruppe-prøve i maj måned fra 1. til 4. klasse. Dette gør vi for at sikre os, at vi har “set” alle børn. Prøverne har i 1. og 2. klasse fokus på afkodning og forståelse, samt lydering og sætningskonstruktioner, da læsning og skrivning især følges ad i de mindre klasser. I 3. og 4. klasse er det udelukkende en læseprøve. Prøverne vi bruger hedder SL. 

Læsetimer

Der er tilknyttet en læselærer til hver klasse i Grøn, som lægger nogle timer i klassen. Efter gennemgang af ovenstående evaluering samt dansklærerens observationer og ønsker, vurderer vi, hvad behovet er for den enkelte klasse, og hvilke børn, der har brug for ekstra læsestøtte og på hvilken måde.   

 

 

Fra GAMMEL HJEMMESIDE:

Dansk i Rød Gruppe ( 5., 6. og 7. klasse)

Forventninger til børn, der kommer i Rød:

At de læser med god forståelse

At de kan genfortælle en tekst

At de kan sætte ord på tanker og skrive disse ned

At de kan skrive en læselig håndskrift

At de har gode rutiner og vaner m.h.t. at læse hver dag, gøre sig umage med sit arbejde og lytte til hinanden.

I Rød går vi mere og mere i dybden med indholdet i teksterne. Børnene skal læse faglitteratur og lære at drage det væsentlige ud af teksterne. De skal blive øvede i at formulere sig og i at stave korrekt, og de skal opøve rutine i brug af ordbøger. Vi arbejder også med procesorienteret skrivning og stile.

Det skriftlige sprog og skrivning

Traditionen med mandagsopgaver videreføres i Rød. Børnene skriver boganmeldelser, stile, analyser, sange og breve.

Vi arbejder med stavning i kursusform og i forbindelse med skriftlige opgaver. Børnene får også kurser i tegnsætning, ordklasser og bøjningsformer. Gennem diktater på forskellige niveauer repeterer vi svære ord, endelser og bøjninger. Vi arbejder med forskellige materialer og bruger også børnenes egne tekster som udgangspunkt for det grammatiske arbejde.

I 5. klasse har børnene en logbog, hvori de skriver tanker, forestillinger, holdninger og idéer. I nogle af dansktimerne skriver børnene 10 minutter i deres logbog om et emne, læreren vælger. Emnerne handler om frikvarter, kammerater, fag, ønsker for fremtiden. Idéen med logbogen er, at børnene skal vænne sig til at omsætte tanker til skrift og få en rutine i at formulere sig på papir.

Den sammenbundne skrift udvikler sig til en flydende personlig håndskrift.

Børnene bruger computeren flittigt.

Det mundtlige sprog

Vi arbejder videre med evnen til at stå frem og fremlægge for klassen og hele gruppen.

I klassens time bruges tiden blandt andet til ”mødepli”, omgangsform og social dannelse.

Læsning

I 5. klasse læser børnene meget. Vi tager på biblioteket og låner bøger, læreren godkender valg af bøger. I klassen bruger vi bøgerne til frilæsning. Vi læser også fælles tekster, det kan f. eks. være bøger eller Børneavisen, små noveller og eventyr, lyrik, hestebøger og gysere Disse tekster bruges også til højtlæsning. Højtlæsningen er med til at rette børnenes opmærksomhed mod læsetempo, stemmens styrke og intonation.

Børnene skal læse hjemme mindst 10- 15 minutter hver dag. Vi laver læseaftaler med de læsesvage.

I 6. klasse har vi også læsetimer. Vi arbejder med læseprocessen og skaber ro til fordybelsen. Børnene læser fælles romaner og noveller, efterfølgende diskuterer vi indhold og mening med teksterne. Vi øver referat og genfortælling. Børnene læser også faglitteratur og fordyber sig i selvvalgte emner. I disse perioder arbejder vi med forskellige læseteknikker som f. eks. at søge viden i leksikon, fagbøger og på nettet.

I 7. klasse indgår læsning og forståelse af en tekst i stort set alle fag, derfor er det vigtigt, at de har nogle gode læserutiner, så de kan arbejde selvstændigt med analyser af forskellige tekster og andre medier.

I Rød arbejder børnene desuden med avisartikler f. eks. om unge og alkohol, romaner f. eks. om den første kærlighed, digte f. eks. om pubertet, faglitterære tekster f. eks. om seksualitet. I danskundervisningen indgår også elementer fra samfundsfag, historie, filosofi og etik.

Dansk indgår også i en lang række andre aktiviteter i Rød Gruppe: Diasfortællinger, videoproduktion, reklamefilm, spillefilm, dokumentarfilm, produktion af animationsfilm, projektarbejde, praktikbearbejdelse og projektopgaven, der er en årlig tradition i Rød.

I dansktimerne støtter vi børnene i at udfordre sig selv, selv tage ansvar for basal læring og til at stille større og større krav til sig selv.

Dansk i Store Gul ( 8. og 9. klasse)

I Store Gul arbejder vi med forskellige forfattere, genrer og medier, og vi sætter fokus på analysearbejdet.

Det skriftlige sprog

I Store Gul fortsætter børnene med at skrive mandagshistorier, det kan være eksamensstile eller analyser af forskellige genrer. Vi arbejder også med reportager, referater, rapporter, breve og anmeldelser. I løbet af Store Gul skal børnene analysere fælles romaner. Her arbejder vi bl.a. med spørgsmål som

Hvem mener hvad? og Hvad mener forfatteren?

Gennem deres arbejde træner og udvikler børnene deres skriftlige udtryk. De arbejder med analyseskemaer og egne spørgsmål til teksterne, de træner brug af skriftsproget og betydningen af, hvordan vi formulerer os i forhold til modtageren. Vi bruger procesorienteret skrivning, hvor børnene udvikler og eksperimenterer med skriftsproget. Vi træner også børnene i at tage notater og at benytte dem, vi laver ugentlige diktater og har kurser i: Tegnsætning, stavning og grammatik

Vi træner løbende brugen af computer.

Det mundtlige sprog

I Store Gul gennemfører børnene længere mundtlige fremstillinger og foredrag med efterfølgende debat. Vi har diskussioner om fagligt stof og aktuelle emner. I fremlæggelsen træner vi børnenes artikulation, stemmestyrke og kropssprog.

Vi lægger vægt på:

At børnene kan referere og redegøre

At de kan lytte opmærksomt

At de kan argumentere, dokumentere og begrunde

At de kan interviewe

I danskundervisningen arbejder vi også med sangtekster, drama, sagprosa, tegneserier, reklamer, faste og levende billeder, musikvideoer, produktion af egne musikvideoer, film, kortfilm og dokumentarfilm, tegneserier og computerspil.

Vi organiserer undervisningen på mange måder: Selvstudie, to og to, niveaudelte grupper, dreng/ pige samarbejde, gruppearbejde og klasseundervisning.

I det store arbejde med 8. klasseturen er der også mange danskaktiviteter:

Forberede og afvikle 2 årlige skolefester: Høstival og Fastelavn, hvilket indebærer diskussioner, overblik, initiativ, ansvar, telefonsamtaler, brug af Internet, indhente tilbud og oplysninger.

Deltage i forskellige studiekredse og formidle viden

Invitere gæstelærere

Skrive breve til kontaktpersoner

E-maile

Forberede oplæg til forældremøder ang. rejsemål

Øve sig i at stå frem og fremlægge og informere

Skrive breve til institutioner ang. jobs

Vi arbejder med børnenes ansvar for egen læring, de skal forstå, at de kun lærer noget ved selv at ville og selv at gøre. De skal selv tage ansvar for f. eks. afleveringer, og også selv tage ansvar for at lave specielle aftaler, hvis de ikke når at aflevere til tiden. Vi opmuntrer børnene til at komme med forslag til undervisningen.

Vi bruger ingen systemer, men vælger ud fra mange forskellige. Vi bruger aviser, Internet og optagelser fra fjernsyn.

I Store Gul giver vi karakterer for at børnene kan få en fornemmelse af hvilket niveau, de er på i forhold til omverdenen.